Vejrtatistikken siger at Hallands Väderö har Sveriges næsthøjeste gennemsnitstemperatur og at der falder 25 % mindre regn der, end i Båstad på fastlandet, blot 25 km væk. I mere end 40 år er jeg kommet på Hallands Väderö en til flere gange årligt og i langt de fleste tilfælde har statistikken givet god mening. Sådan skulle det bare ikke være lørdag d. 30. maj, hvor Henrik og jeg traditionen tro havde et hold fra FOF med for at introducere dem til denne naturperle. Undervejs i bussen blev der fortalt lidt om øen og især om nogle af de fugle vi kunne regne med at se. Hallands Väderös beliggenhed gør at den er en oase for havfugle i yngletiden, men den uberørte natur gør, at også mange andre fugle vælger den som deres sommerresidens.

På vej over til øen blev vi vippet godt og grundigt og en af deltagerne fik besked hjemmefra om at der var stormvarsel for området. Der var dog stadig enkelte pletter med blå himmel, så optimismen blev bevaret lidt endnu. Efter landgang i Sandhamn gik turen gennem den smukke  Söndre Skog, der får lov til at stå næsten uberørt hen. Normalt er skoven fyldt med myg, men den tungt faldende regn fik dem til at søge tilflugt andre steder. Undervejs blev der lyttet til skovens fugle, der trodsede  regnen og gav et lille pip fra sig. Især Gulbug og Skovsanger havde vi fokus på. De fleste var også så heldige at høre den sjældne Karmindompap, med sit imødekommende “Pleased to meet you!”

Ved udgangen af skoven passerede vi den gamle kirkegård, der sandsynligvis mest blev brugt til standvaskere i sin tid. Man skulle jo ikke risikere at begrave en ikke-kristen på kirkegården inde i Torekov.

Efter Söndre Skog kom vi ud til et klassisk svensk skærgårdsmiljø ved Kappelshamn. Her ligger de fleste af de nu ubeboede huse på øen. Her så vi blandt andet en hel flok græssende Bramgæs og i vandkanten stod et par af de grafisk smukke vadefugle Klyden.

Fra Kappelshamn bevægede vi os op på udsigtspunktet på øens sydspids for at se de spættede sæler. Regn og vind havde nu taget til i et sådant omfang at det næsten var umuligt at holde kikkerterne ordenligt stille. Planen var at vi skulle have spist frokost på toppen, men vi måtte søge tilflugt lidt inde i skoven i læ af en klippevæg. Mange var blevet godt kolde og enkelte havde fået sok, så selv om frokosten faldt på et tørt sted, gjorde vejret sit til at lægge en dæmper på festen.

Normalt ville turen herfra gå langs klippekysten til fyret, men regnen gjorde klipperne glatte og vi turde ikke risikere deltagernes helbred, så vi valgte en mere sikker løsning gennem skoven. Turen gik forbi Sandhamn og her valgte de mest forkomne at søge tilflugt, mens resten forsatte af hovedstien over øen ud mod fyret. Det klarede en smule op og det hjalp på humøret, men glæden skulle vise sig at være kort. For inden vi nåede ud til fyret begyndte regnen igen og da vi her ikke var i læ, regnede det nærmest vandret. Om fyret havde læst vejrudsigten skal jeg ikke kunne sige, men det var pakket ind i plastic fra top til tå. Det skyldes dog nok end renovering af fyret, der er helt tilbage fra 1884.

Fra fyret gik vi tilbage over øen til Sandhamn og mødtes med dem der havde søgt læ. På grund af vejret valgte nogle at tage båden tilbage 14.20 for at se på Torekov og få muligheden for at komme ind i tørvejr og varme i bussen. Så vi fik fat i vores chauffør, så han kunne være klar når de kolde og våde deltagere kom tilbage. Ca. halvdelen valgte at blive de sidste par timer på øen og så skete miraklet. Skyerne trak sig til side og vi fik næsten 2 timers solskin, hvor nogle valgte at sidde og nyde det i havnen mens andre gik småture ud.

16.20 sejlede de sidste deltagere tilbage til Torekov. Man skal ikke lade sig narre af det stille vand på billedet, for det øjeblik båden ikke længere lå i læ af øen, fik vi testet hvor søstærke vi var endnu en gang.

Turen hjem forløb stille og roligt. De fleste var trætte efter en strabadserende tur.

Vi håber at alle, vejrliget til trods, fik en fornemmelse af øens skønhed og ikke har opgivet at give den en ny chance på et tidspunkt i bedre vejr. Men selv for en gammel rutineret Hallands Väderö-farer er der ingen tvivl: den her tur kommer jeg aldrig til at glemme.

En stor tak skal lyde til alle deltagerne for at I trods alt holdt humøret rimeligt højt på trods af kulde, blæst og regn.

Henrik og Thomas