Sort Sol oktober 2013

Så er vi vel hjemvendt fra endnu en gang Sort Sol i Tøndermarsken. 43 trætte, men glade deltagere kunne se tilbage på en dag med masser af oplevelser.

Turen var startet med afgang fra København allerede kl. 10.00, hvilket for nogen jo kan være tidligt på en søndag. Men med Aslan ved roret, både i bussen og ved kaffemaskinen, kom vi fint af sted. Undervejs kunne fortalte Henrik om de fugle vi så undervejs samt om dem vi måtte forvente at se i marsken, alt sammen krydret med lige dele anekdoter og røverhistorier.
Første stop var ved Fjelsted Skovkro, der ikke som navnet antyder er en lille hyggelig bindingsværkskro i skovkanten, men derimod en gulstensklods fra en gang i 70’erne. Nu skal man jo som bekendt ikke skue hunden på hårene og mad og service var som altid helt i top.  I dagens anledning var Fyns højeste punkt, det højtbelagte smørrebrød, vi her fik serveret. Der var lige tid til en lille gåtur omkring kroen inden turen gik videre mod Noldemuseet. Vejret var skønt, så ud over de fine billeder, var der også mulighed for at nyde en tur i malerens have, der på trods af vi er midt i oktober, stadig stod i fuldt flor.

2013-10-06 15.30.02
Noldemuseet med masser af blomster i oktober måned

2013-10-13 15.44.402013-10-13 15.44.12

2013-10-06 15.37.47
Dette sæt er blevet en herlig tradition for Henrik og mig på vores besøg på Noldemuseet.

Der var også mulighed for en kop kaffe og lidt kage i museets hyggelige café, medmindre man foretrak lumumbaen, fra Aslans smugkro.

Næste stop var diget ved den dansk-tyske grænse. Allerede på vejen derud bugnede markerne med bramgæs i tusindevis. De bramgæs vi ser i marsken om efteråret stammer for nogens vedkommende helt fra Sibirien. Nogle er dog også danske ynglefugle, for bramgåsen er en af de arter, der er gået en del frem de sidste 10-20 år. Hvis det er en mild vinter overvintrer de i marsken, hvis ikke tager de en smule længere sydpå. Da det hele er lidt på afstand set fra et busvindue, er her et nærbillede af en bramgås, så man kan nyde denne smukke kontrastrige fugl.
Vitkindad Gås / Barnacle Goose

Ved diget var der ud over bramgæs også grågås, gravand, pibeand, fiskehejre, vibe, stær, ryle, skarv samt lidt blandede vadefugle.

Efter diget var turen kommet til stærene og den Sorte Sol ved Aventoft. Og her blev vi heller ikke snydt. Stære i tusindvis (et forsigtigt bud er på 250.000) kom fra nær og fjern, for at slå sig ned i rørskoven og overnatte. Et fantastisk syn, men vi kunne dog godt have ønsket os at der var lusket en rørhøg forbi, der kunne have lavet lidt ravage i stærelejren. Men denne aften fik stærene lov til at gå relativt fredeligt til ro. Vi var så heldig at stærene slog sig ned lige ud for, hvor vi stod.

Inden turen gik hjemad var der lige tid til et hurtigt smut hos Calle, hvor der blev provianteret mandler og andet godt i den helt store stil. Herefter gik det hjemad, dog med lidt drama undervejs. Aslan og en af vores gæster måtte hjælpe en nødstedt bus, hvis dæk var sprunget. Det var dog heldigvis hurtigt klaret, så både vi og de kunne fortsætte.

2013-10-13 20.37.44
Der var ikke noget at sige til, at bussen vi hjalp på vejen hjem var nødt til at skifte dæk.

 

En smule forsinkede og godt trætte ankom vi til København i silende regn og vi kunne sige pænt farvel og tak for en dejlig dag til alle vores gæster.

Tak til alle der deltog og forhåbentlig gensyn på en af vores andre ture.
Henrik og Thomas

PS.: Husk du kan følge os på Facebook

PPS.: FOF laver en lille gimick på Facebook, hvor de kårer årets underviser, skulle nogle føle en ubændig trang til at nominere os der, skal de ikke høre et ondt ord fra vores side. https://www.facebook.com/FOFdk?fref=ts