Hallands Väderö

Efter sidste års regnvejrstur (Læs selv mere her) har vi brugt meget tid i ugerne op til turen, på at tjekke vejrudsigten minutiøst. Heldigvis kunne vi ret tidligt konstatere at vejret den 12. juni så ud til at blive smukt og solrigt og det kom i den grad til at holde stik. Så de 36 forventningsfulde deltagere på den FOF-tur, fik fuld valuta for pengene på den konto. Lige fra afgangen fra Hellerup kl. 7 om morgenen, strålede solen fra en skyfri himmel.

I bussen underholdt Henrik og Thomas med forskellige anekdoter og røverhistorier. Der blev dog også tid til i den lidt mere sandfærdige afdeling at fortælle lidt om vores forventninger til hvad dagen ville kunne bringe. Det meste kom til at holde stik, dog med undtagelse af at vi ikke blev budt velkommen til øen af en karmindompap.

Det skønne sommervejr havde lokket mange til øen, så vi måtte stå tæt på båden derover. Ud over fuglekiggere lokker øen nemlig også mange andre turister til øen enten for bare at gå en tur eller tage en dukkert i det krystalklare vand ved Sandhamn.

M/S Nanny, the boat
Færgen der sejler til Hallands Väderö.

Fra Sandhamn gik turen gennem den smukke gamle skov til Kappelshamn på øens sydvestlige hjørne. I skoven nød vi fuglesang, bl.a. skovsanger, gransanger, munk og Henrik påstod hårdnakket han hørte en enkelt karmindompap.

Blackcap (Sylvia atricapilla)
Munk. Undseelig fugl med stor stemme.

I skoven gjorde vi både holdt ved Hälledammen og ved den gamle kongeeg, hvor Kong Oscar II efter sigende har nydt sin frokost, når han var på jagt på øen.

Hälledammen viste sig fra sin smukkeste side.
Hälledammen viste sig fra sin smukkeste side.
IMG_0404
Kongeegen.

I Kappelshamn var der tid til at nyde den skønne udsigt over den lille vig, hvor vi både så gravand, bramgås, vibe, rødben og stor kobbersneppe.

IMG_0405
Den lille vig ved Kappelshamn.

Frokosten blev indtaget på øens højeste punkt med fin udsigt til de spættede sæler. Ved første øjekast så det ikke ud som om der var så mange sæler, men de havde fordelt sig på flere rev end de plejer, så i bedste “Find Holger”-stil lykkedes det os at spotte en 50-100 stykker. Vi havde god masser af tid, så der var også enkelte der nåede at få en lille morfar i solen efter maden.

Efter frokost gik turen langs med kysten ud mod fyret. Enkelte valgte den lettere (men ikke mindre smukke) vej ind over øen i stedet.

Kæruld langs kysten
Kæruld langs kysten
Engelsk græs i smukke omgivelser
Engelskgræs i smukke omgivelser
Endelig fremme ved fyret
Endelig fremme ved fyret
En glad turleder.
En glad turleder.
En glad turleder og en ko (det er koen til højre)
En glad turleder og en ko (det er koen til højre)

Efter at have været ude ved fyret gik det af grusvejen den sidste kilometer tilbage til Sandhamn, hvor vi havde et par timer at slå ihjel inden færgen skulle sejle os hjem.  Der blev soppet, spist is og drukket kaffe og ellers bare slappet af i det vidunderlige vejr.

IMG_0416
Velfortjent kaffe i Sandhamn.

16.20 gik turen tilbage til fastlandet igen og de fleste var enige om at det ikke var farvel, men på gensyn til Väderöen.

En stor tak skal lyde fra os til alle deltagerne, der var med til at gøre det til en rigtig dejlig tur. Vi håber I har lyst til at tage på tur med os igen, så hold øje med vores ture på FOF’s hjemmeside, her på siden eller på vores facebook-side.

Henrik og Thomas

Her følger artslisten for dagen (der er muligvis smuttet en enkelt eller to)

  • Rød glente (fra bussen)
  • Gråkrage
  • Allike
  • Stormmåge
  • Svartbag
  • Sølvmåge
  • Havterne
  • Dværgterne
  • Landsvale
  • Bysvale
  • Mursejler
  • Gærdesanger
  • Løvsanger
  • Gransanger
  • Gulbug
  • Skovsanger
  • Bogfinke
  • Solsort
  • Rødstjert
  • Hvid vipstjert
  • Rødrygget tornskade
  • Karmindompap (for de få i skoven)
  • Stær
  • Bramgås
  • Stor kobbersneppe
  • Vibe
  • Rødben
  • Gravand
  • Tejst
  • Alk
  • Ederfugl
  • Tornirisk
  • Fiskehejre
  • Skarv
  • Stenpikker
  • Havørn (for de heldige fra båden)
IMG_0421
På gensyn til Hallands Väderö

I regn og rusk til Hallands Väderö

Vejrtatistikken siger at Hallands Väderö har Sveriges næsthøjeste gennemsnitstemperatur og at der falder 25 % mindre regn der, end i Båstad på fastlandet, blot 25 km væk. I mere end 40 år er jeg kommet på Hallands Väderö en til flere gange årligt og i langt de fleste tilfælde har statistikken givet god mening. Sådan skulle det bare ikke være lørdag d. 30. maj, hvor Henrik og jeg traditionen tro havde et hold fra FOF med for at introducere dem til denne naturperle. Undervejs i bussen blev der fortalt lidt om øen og især om nogle af de fugle vi kunne regne med at se. Hallands Väderös beliggenhed gør at den er en oase for havfugle i yngletiden, men den uberørte natur gør, at også mange andre fugle vælger den som deres sommerresidens.

På vej over til øen blev vi vippet godt og grundigt og en af deltagerne fik besked hjemmefra om at der var stormvarsel for området. Der var dog stadig enkelte pletter med blå himmel, så optimismen blev bevaret lidt endnu. Efter landgang i Sandhamn gik turen gennem den smukke  Söndre Skog, der får lov til at stå næsten uberørt hen. Normalt er skoven fyldt med myg, men den tungt faldende regn fik dem til at søge tilflugt andre steder. Undervejs blev der lyttet til skovens fugle, der trodsede  regnen og gav et lille pip fra sig. Især Gulbug og Skovsanger havde vi fokus på. De fleste var også så heldige at høre den sjældne Karmindompap, med sit imødekommende “Pleased to meet you!”

Roodmus (Carpodacus erythrinus)
Vi hørte den smukke karmindompap, der er fast ynglefugl på Hallands Väderö

Ved udgangen af skoven passerede vi den gamle kirkegård, der sandsynligvis mest blev brugt til standvaskere i sin tid. Man skulle jo ikke risikere at begrave en ikke-kristen på kirkegården inde i Torekov.

Efter Söndre Skog kom vi ud til et klassisk svensk skærgårdsmiljø ved Kappelshamn. Her ligger de fleste af de nu ubeboede huse på øen. Her så vi blandt andet en hel flok græssende Bramgæs og i vandkanten stod et par af de grafisk smukke vadefugle Klyden.

Avocetas - Becs d'alena - Pied avocet - Recurvirostra avosetta
Klyder. her fotograferet i noget smukkere vejr end vi så dem.

Fra Kappelshamn bevægede vi os op på udsigtspunktet på øens sydspids for at se de spættede sæler. Regn og vind havde nu taget til i et sådant omfang at det næsten var umuligt at holde kikkerterne ordenligt stille. Planen var at vi skulle have spist frokost på toppen, men vi måtte søge tilflugt lidt inde i skoven i læ af en klippevæg. Mange var blevet godt kolde og enkelte havde fået sok, så selv om frokosten faldt på et tørt sted, gjorde vejret sit til at lægge en dæmper på festen.

Våde deltagere på vej videre efter frokost.
Våde deltagere på vej videre efter frokost.

Normalt ville turen herfra gå langs klippekysten til fyret, men regnen gjorde klipperne glatte og vi turde ikke risikere deltagernes helbred, så vi valgte en mere sikker løsning gennem skoven. Turen gik forbi Sandhamn og her valgte de mest forkomne at søge tilflugt, mens resten forsatte af hovedstien over øen ud mod fyret. Det klarede en smule op og det hjalp på humøret, men glæden skulle vise sig at være kort. For inden vi nåede ud til fyret begyndte regnen igen og da vi her ikke var i læ, regnede det nærmest vandret. Om fyret havde læst vejrudsigten skal jeg ikke kunne sige, men det var pakket ind i plastic fra top til tå. Det skyldes dog nok end renovering af fyret, der er helt tilbage fra 1884.

Fra fyret gik vi tilbage over øen til Sandhamn og mødtes med dem der havde søgt læ. På grund af vejret valgte nogle at tage båden tilbage 14.20 for at se på Torekov og få muligheden for at komme ind i tørvejr og varme i bussen. Så vi fik fat i vores chauffør, så han kunne være klar når de kolde og våde deltagere kom tilbage. Ca. halvdelen valgte at blive de sidste par timer på øen og så skete miraklet. Skyerne trak sig til side og vi fik næsten 2 timers solskin, hvor nogle valgte at sidde og nyde det i havnen mens andre gik småture ud.

Billeder fra Sandhamn
Stranden ved Sandhamn
2015-05-30 15.36.49
Blomster ved Sanhamn
2015-05-30 15.37.14
Træ med lav ved Sandhamn
Båden ankommer til Sandhamn
Båden ankommer til Sandhamn

16.20 sejlede de sidste deltagere tilbage til Torekov. Man skal ikke lade sig narre af det stille vand på billedet, for det øjeblik båden ikke længere lå i læ af øen, fik vi testet hvor søstærke vi var endnu en gang.

Turen hjem forløb stille og roligt. De fleste var trætte efter en strabadserende tur.

Vi håber at alle, vejrliget til trods, fik en fornemmelse af øens skønhed og ikke har opgivet at give den en ny chance på et tidspunkt i bedre vejr. Men selv for en gammel rutineret Hallands Väderö-farer er der ingen tvivl: den her tur kommer jeg aldrig til at glemme.

En stor tak skal lyde til alle deltagerne for at I trods alt holdt humøret rimeligt højt på trods af kulde, blæst og regn.

Henrik og Thomas

Hallands Väderö

Som det jo efterhånden er blevet en tradition, arrangerede vi sammen med FOF en bustur til Hallands Väderö i starten af juni måned. I alt 32 glade deltagere havde tilsidesat almindelige søndagssysler, for at drage med os til denne svenske naturperle. Undervejs i bussen fortalte Thomas lidt om hvad vi kunne forvente os af dagen af naturoplevelser, bl.a. om de spættede sæler, som der jo stort set er garanti for at se i stort tal på Väderön.

Fra Torekov sejlede vi ud til Sandhamn på øens østlige side. Undervejs så vi ud over masser af edderfugle og skarver også et par tejster og et par alke. Vi fik ikke den store mulighed for at dele opdagelsen af de første havfugle, da bølgerne gjorde det nærmest umuligt, at holde balancen mens man kiggede i kikkert.

Vi var dårligt kommet i land før vi kunne præsentere nogle af de fugle, der stort set altid kan opleves på Hallands Väderö, men som der er langt imellem man ellers ser, nemlig gulbug (der lyder som et gummi pivedyr) og karmindompap (der siger: “pleased to meet you”).

2013-06-02 10.52.47
I starten af turen passerer man Oadammen, der stod smukt med tusindvis af gule iris

På turen gennem Söndre skog, fik vi ud over at høre flere fugle rig lejlighed til at fodre de lokale myg, der var begejstrede for vores tilstedeværelse. Skoven på Hallands Väderö får stort set lov til at passe sig selv, hvilket gør især fuglelivet meget alsidigt. Mange af træerne er ældgamle og de træer der dør, får lov at ligge og rådne i fred.

2013-06-02 11.19.24
Et af de fine gamle egetræer i skoven på Väderön

Vel igennem skoven passerede vi den idylliske sandvig, der hedder Kungshamn. Her så vi klyder, gravand, dværgterne og masser af bramgæs.

Fra et udsigtspunkt på øens sydvestlige spids havde vi fint udsyn til sælerne på skærene ud for øen. Kikkerter gik rundt, så alle havde mulighed for at studere dem lidt nærmere, selvom der ikke er meget show i sæler, der bare ligger og nyder livet på klipperne.

2013-06-02 13.36.21
Overalt på øen er der masser af engelskgræs.

Fra sælerne gik det over stok og sten ud mod fyret. Turen er så strabadserende, at enkelte valgte at gå ind på hovedstien midt på øen. Ved fyret kunne vi nyde udsigten over havet. Traditionelt er fyret et godt sted at drikke sin kaffe, men vinden gjorde, at vi blev enige om at gå tilbage til Sandhamn, hvor vi ville kunne nyde kaffen i læ.

2013-06-02 14.04.15
Fyret på Hallands Väderö

Tilbage i Sandhamn havde vi halvanden times tid før færgen gik. Tiden blev brugt til at få drukket kaffe, spist is og at nyde solen, der nu havde trængt igennem skyerne. En enkelt deltager kunne ikke stå for fristelsen af det krystalklare vand og måtte ud og bade. Imponerende, da vandet nok ikke har været meget mere end 15 grader. Men indbydende så det ud.

Lidt over 4 blev vi hentet af færgen igen og kunne komme ind til Torekov, hvor Aslan ventede med bussen. Hjemturen forløb fredeligt og der var flere, der lige måtte tage sig en lille “morfar” efter en hel dag i det fri. Klokken 19.30 kunne vi sætte de sidste af på Østerport og tage hjem efter en herlig dag med masser af gode oplevelser. Tak til alle deltagerne, der var med til at gøre dagen hyggelig.

Her følger en artsliste for dagen: Rød glente, Gråkrage, Allike, Råge, Hættemåge, Stormmåge, Sølvmåge, Svartbag, Dværgterne, Edderfugl, Toppet Skallesluger, Skarv, Alk, Tejst, Gransanger, Bogfinke, Karmindompap, Gulbug, Løvsanger, Skovsanger, Gærdesmutte, Tornsanger, Bramgås, Klyde, Strandskade, Rødben, Tornirisk, Gærdesanger, Rødstjert, Solsort, Hvid vipstjert, knopsvane, Grågæs, Skærpiber, Rødrygget tornskade, Nattergal, Landsvale, Bysvale, Sanglærke og Gravand.

2013-06-02 16.21.58 2013-06-02 16.23.32
Henrik og Thomas

PS. Jørgen, der var med på turen har været så venlig at sende nogle af de billeder han tog undervejs. Her er et udvalg af dem:

FOF-tur til Hallands Väderö

Søndag d. 3. juni gik turen til Hallands Väderö med en busfuld forventningsfulde deltagere, der alle var glade for at dagen tilsyneladende ville vise sig fra sin mest solrige side og ikke den dagsregn der var lovet tidligere på ugen. Undervejs fortalte Thomas lidt om hvad vi kunne vente af dagen samt anekdoten om hvordan Torekov, Gilleleje og Arrild har fået deres navne.

Turen ud til øen bar noget præg af vinden, så vi blev gynget godt og grundigt. Vel ankommet til øen gik turen gennem den urskovslignende Söndre Skog til Kappelshamn. Undervejs hørte vi blandt mange andrefugle både karmindompap, gulbug og skovsanger.

Ved Kappelshamn gik vi op på udsigtspunktet, hvorfra der er udsyn til de skær sælerne ynder at ligge på. De var der, omend lidt langt ude og en smule skjult af skumsprøjetet fra de høje bølger. Et forsigtigt bud er at der nok lå en 50 sæler på skærene, alle sammen spættet sæl.

Vi havde alle været tidligt oppe, så efter sælerne blev frokosten fortærret i læ for vinden, men midt i den bagende sol, der på trods af at temperaturen lå på den kedelige side af 15 grader alligevel formåede at bide godt fra sig. Enkelte benyttede da også chancen til at snuppe sig en lille “morfar”.

Fra Kappelshamn gik det så over stok og sten ud mod fyret; en smuk men strabadserende tur.

Udsigt fra turen mod fyret.

Afsted over stok og sten.

Det meste af ruten var brolagt med engelskgræs

Præcis som i en hård etape i Tour de France, blev feltet spilttet lidt på turen ud til fyret. Men vi nåede dog frem og kunne nyde den uendelige udsigt mod nordvest.

Det sidste stykke tilbage mod Sandhamn gik over sletten igennem Nörre Skog. Vi nåede frem i så godt tid at der var rigelig tid til både is og kaffe og til at sidde og nyde sol og udsigten over mod Bjärehalvøen. En hættemåge og en sølvmåge lavede deres egen lille flyveopvisning, som Henrik da heldigvis fik et billede af.

Lidt over fire kunne vi gå ombord på færgen indtil fastlandet igen. Vinden havde lagt sig en del og det var nu muligt at sidde oppe på soldækket og nyde turen.

Hallands väderö er et sted man ikke siger farvel, men på gensyn til, så mon ikke det er det, jeg er i gang med her.

Alt i alt en skøn tur med masser af spændende naturoplevelser. Jeg er sikker på at mange af deltagerne vender tilbage igen. Om ikke før, så når vi arrangerer tur herover igen til næste år.

Tak til deltagerne for en dejlig tur.

Henrik og Thomas